Molbohistorier


HULLET

Molboerne skulle engang grave en brønd. De fik under udgravningen en
stor bunke jord til overs, som de ikke vidste, hvad de skulle gøre ved,
for den kunne jo ikke ligge der og flyde. En af dem fandt da på, at de
skulle grave et hul et andet sted og komme jorden deri. Det syntes de
andre var et godt forslag, men lidt efter spurgte en dog betænkelig:
"Ja, men hvor skal vi så gøre af den bunke jord, som vi får til overs,
når hullet gravet?" Den klogeste af molboerne svarede: "Jo, det er da
ligetil! Vi graver selvfølgelig hullet så stort, at det kan rumme begge
bunkerne på een gang!"


SOLURET

Molboerne købte engang et smukt solur som foræring til deres øvrighed,
for at de bestandig kunne se, hvad klokken var. De lod det opsætte foran
rådhuset i Ebeltoft, men da det under opsætningen begyndte at regne,
blev de bange for, at den blanke solring skulle tage skade af regnen, og
de besluttede at bygge et skur over det. Dette gjorde de, og solringen
holdt sig pæn blank, men de kunne ikke begribe, hvad der var i vejen, da
soluret aldrig viste, hvad klokken var.
 

BÅDEN ER LÆK

Molboerne skulle engang ud at sejle, men da de ikke havde brugt deres
båd i lang tid, var den blevet læk og stod nu halvt fuld af vand, så at
de måtte blive våde om fødderne, dersom de gik ombord i den. Nu vidste
de ikke, hvad de skulle gøre.

Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest, og da de havde spekuleret
noget på det, fandt en af dem på råd. "Lad os bore et hul i båden",
sagde han, "så løber vandet nok ud." Dette råd var de enige om at følge,
og de borede straks et stort hul i båden. Men den dag kom de ikke ud at
sejle.
 

BENENE

Molboerne var engang efter høsten kommet i en meget stor forlegenhed. De
havde sat sig ned på jorden i en kreds, men da de skulle rejse sig op
igen, kunne de ikke hitte rede i deres ben. Så blev de siddende stille
på jorden, for de troede, at de ikke kunne rejse sig op, før de fandt ud
af, hvem benene tilhørte. Heldigvis kom der snart en mand forbi, som de
kunne bed om hjælp. Først viste han hver mand hvilke ben, der var hans,
og bad ham om at trække dem til sig og rejse sig op.

Da det imidlertid ikke nyttede noget, fandt han på noget andet. Han tog
sin stok og slog dem alle sammen en efter en over benene, og så kan det
nok være, de kom op i en fart, da de følte slagene på deres ben.
 

SOLEN

Tre molboer fulgtes ad hjem fra Fuglsø kro en aften ved solnedgang. Så
kom de i snak om, hvordan det kunne gå til, at solen altid gik ned i
vest, men stod op i øst.

Den ældste af dem, som mente, at han var den klogeste sagde til de
andre: "Det kommer af, at den går nedenunder os om natten". "Nej", sagde
den anden, "den går helt norden om, så langt, at vi ikke kan se den."

"I er nogle gode tosser begge to, " forklarede nu en tredje, "den går
sandelig den samme vej tilbage om natten, som den kom om dagen; men så
er det jo helt mørkt, og så kan man ikke se den."
 

KIRKEKLOKKEN

De kloge molboer var bange for, at fjenden skulle komme til Mols, og da
de endnu ingen gevær havde købt til at forsvare deres land med, gav de
sig til at redde , hvad de kunne, for fjendens hænder. De ville
allerførst redde det, som de holdt mest af, nemlig deres kirkeklokke.

Efter meget mas og besvær fik de den endelig ned fra kirketårnet, men de
var længe uenige om, hvordan de skulle gemme den, så fjenden ikke kunne
finde den. Til sidst fandt de dog på at sænke den i havet.

De slæbte den ned i en stor båd og roede langt ud på havet med den og
kastede den i vandet. Men da det var gjort, blev de pludselig urolige og
spurgte hinanden: "Ja, nu er klokken jo rigtig nok godt skjult; men
hvordan skal vi selv finde den igen, når fjenden engang er drevet ud af
landet?"

Så sprang den klogeste af dem op og sagde; "Det er da nemt nok! Vi
sætter et mærke ved den." Og i det samme trak han sin kniv op af lommen
og skar et dybt mærke i båden på den side, hvor klokken var kastet ud.
Så roede de glade hjem igen, for nu var de sikre på, at de kunne finde
den igen.